tirsdag den 12. september 2017

Sandkorn

Regnemaskinerne har været på slagmarken og efterladt et stort tomrum og mere stresset personale.
Jeg ligger på medicinsk afd, der har faktisk været 2.
De er slået sammen til 1 tilsammen med 36 sengepladser. Det lyder godt ikke?
Men nej regnemaskinen blev flittig brugt og 11 sengepladser blev fjernet, nu står den ene tidligere afdeling næsten tom, oven i det er der overbelægning i øjeblikket med 1 person det bliver nok straffet af regnemaskinerne, det vil da ikke undre mig.
Når jeg tænker tilbage hvor overbelastet medicinske afdelinger har været undrer det mig hvor er de gamle, de syge blevet parkeret hen. Er de blevet svingdørspstienter.
Smidt i hovedet Til kommunerne hvor mange kommuner i forvejen har en kamp med at økonomien til at hænge sammen.
Social og sundheds omkostninger skal ikke betales ud af slukne kommunekasserne. Det er en fælles opgave.
Det er så dejligt nemt at se på tal, de retter sig ind alt efter ønske og formål. Sværere er det med mennesker især ældre, de helt unge, mennesker som er landet på bunden og ikke selv kan komme op igen uden lidt hjælp støtte.
Der findes et ordsprog:"For mange kokke fordærver maden"
Det samme gælder fir mange ledere som er ansat SF navn end gavn. For mange som skal have en fed hyre, med hjælp af gode venner og forbindelser.
Jeg gør hvad jeg kan til lige så stille og rolig lave knas i det velsmurte maskineri.
Et sandkorn eller to gange slide hurtigere i stykker end man tror.
En vanddråbe kan udhule og knække em stor sten.
Det er os de små som er sandkornene og vandråbene.
Sandkornene finder sammen me hjælp af vind og vejr og vand dråberne finder sammen i små pytter og til et helt hav.

Vi skal ikke undervurdere os selv nedgøre os selv, vi skal. Ikke stirre os blindt af misundelse af de rige. Mange af dem er sølle stakler, man ikke købe sig til et godt liv eller et evigt liv for penge.
Penge, alle dine kæreste ejendele bliver den dag du drager bort bagved dig.
Du når kun at bekymre dig om det i et splitsekund og ser frem til ar komme op i lyset. I mit tilfælde blev der trykket på en knap og alt blev kulsort. Min tid var ikke kommet endnu, jeg blev kaldt tilbage af min pacemaker.

Lad os stå sammen i små grupper. Sammen med andre små grupper eller endnu bedre bak op om de mennesker der gør en forskel.
Gør noget meget banalt besøg din nabo.
Byd nye tilflyttere i dit område velkommen. Det er ikke altid borgmesteren der skal gøre det, næ det dig jer som hive jer selv op i kravetøjet.
Men så længe vi lader det stå til og siger jeg kan ikke noget, jeg ved ikke noget. Vrøvl!
Med den holdning lægger du dit liv og skæbne i hænder på velsmurte talende jakkesæt og lommeregner i lommen.
Se ikke ned på alle jakkesæt over en kam, der er mange som vil hjælpe os i bunden, vi overser dem mange gange og dåner hen over svigermors drøm og lignende. Vores samfund har brug fir at der trækkes på. Den viden og kræfter vi har fra både høj og lav i et samarbejde.
En drøm som jeg har hvor vi får mindre regnemaskine slagmarken.


Randers sygehus den 12.09.2017