Dette indlæg udviklede sig til mere, end det jeg ville fortælle.
Tja helt blå foden ikke endnu, men den forbinding må jeg ikke tage af til natten det skal bare siddende på. Ja, wohl! Og undskyld at jeg tillod mig at kontakte hjemmesygeplejersken her i denne del af Norddjurs kommune, over sådan en banal ting som i normalt ikke kører ud til. Tak, fordi du alligevel kom.
Tja helt blå foden ikke endnu, men den forbinding må jeg ikke tage af til natten det skal bare siddende på. Ja, wohl! Og undskyld at jeg tillod mig at kontakte hjemmesygeplejersken her i denne del af Norddjurs kommune, over sådan en banal ting som i normalt ikke kører ud til. Tak, fordi du alligevel kom.
Jeg har kun det problem, at jeg fik klemt min fod godt og grundig i min dør i søndags da jeg greb fat i døren efter at være ved at falde bag ud ned ad trappen. Det gjorde ondt!
Søndagen gik med is og hæve benet op det hjalp da den dag.
Mandag fik jeg hjælp til at komme i bad, her opdagede hjemmehjælpen, at det var helt galt med min ankel hævet mørk og andre farver og gul op ad siden af mit ben. Det var selvfølgelig, højre ben, hvor jeg har fået en del protese i knæet den 14 april jeg har også andre skader som har gjort mig lidt mere ukampdygtig.
Når jeg nævnte hjælp til bad, så er jeg kommet så langt at det kan igen klare det selv. Jeg kan klare selv klare at tage sokker på med hiv og sving og tage en støtte forbinding af, men ikke på igen.
Jeg nåede lige til mandag, jeg fik mere og mere ondt i min ankel, men jeg viste at der kommer en fysioterapeut tidligt tirsdag morgen, jeg ville høre hendes mening om det.
Hun undersøgte det grundig, for grundig i følge min smerte tærskel. Hun fandt et stedet hvor de virkelig gjorde ondt. Smerteskalalen går fra 0 - 10. 10 er det værst tænkelige her røg den over 10 skalaen. Hun foreslå at jeg skulle til lægen finde ud af om der skulle tages et røntgen billede. Hendes mistanke var en flække i knoglen eller måske en splint røget af.
Jeg kom til lægen senere på dagen, og det var hvis en forkert dag, hvor jeg kom. Foden blev undersøgt og trykket på, men ikke der hvor min værste smerter sad, ja vi fik snakket om lidt af hvert og jeg fik støttebind på. Ja, hjemmesygeplejersken blev også nævnt og der blev den hængende.
Jeg fik fat i hjemmesygeplejersken tirsdag eftermiddag om de kunne hjælpe med at få den støtte forbinding på. Ups det skulle lægen kontakte dem, men hjemmesygeplejersken ville høre min læge ad og ringe tilbage. Jeg hørte ikke noget. Jeg prøvede igen næste dag at ringe blot for lige at høre. Men jeg fik i første en omgang gode råd og når jeg selv kunne tage den af så kunne jeg også selv tage den på igen. Jeg prøvede at forklare min situation, da jeg far fået dem knæ operation kunne jeg ikke det. Lidt fem og tilbage med snakken. Jeg tænkte bare på hvem jeg ellers kunne finde til at hjælpe mig, men så tilbød hjemme dimsen af komme næste dag og sætte støttebindet på. Nå, ja fint nok, så må jeg se hvad der sker.
I løbet af dagen gik uden støttebind. Der gjorde ondt, på et bestemt sted under knoglen og blev værre ved at støtte på hælen eller have foden ned.
Jeg lå og overvejede, hvor vidt jeg skulle tage ind på skadestuen/akutklinikker eller hvad det nu hedder nutildags og få dem til at kigge på det.
Næste ting jeg tænkte jeg på er det noget de kunne klare i Grenå? Ja, mener jeg. Min oplevelser i Randers på skadestuen, når jeg var kommet galt afsted med noget der har mere knogler at gøre, har været hårrejsende dårligt. Godt nok var det i 2006/7.
Næste punkt er hvordan pokker kommer jeg hen til skadestuen uanset hvad vej?
Jeg kan ikke køre selv, banke en nabo op? Hvis ja, hvem skulle det være?
Jeg bor alene med lille omgangskreds, nå jo, den er lidt større men med folk langvejs fra.
Skal jeg have fat i min familie som bor langt væk og få dem at køre herop? Nej.
Så er der taxa, men øh det er en dyr fornøjelse, selv med flex taxa.
Ringe 112? Næ så risikere man blot at blive afvist overfor sådan en bagatel.
Næ, jeg venter til næste dag, hvor hjemmedimsen allernådigst ville komme. Kunne være hun ville se nærmere på det og måske fortælle mig hvad jeg kunne gøre.
Men nej, sdan blev det ikke, da hun kom, kunne jeg mærke en del negativitet. Jeg valgte at sige så lidt som muligt, så det spøgelse kunne komme ud igen.
Det er nu anden gang jeg oplever, at hjemmesygeplejersken som kom her ud til mig virker ikke særlig kompetent til den banale opgave, sur og irriteret over at komme ud til mig.
Første gang var det for 1-2 år siden, hvor en vagtlæge kaldte på dem. De skulle lige kigge forbi mig og se om jeg var ok. Sikke en syrlig lille ribs der kom. Hun viste ikke hvad hun skulle gøre eller ikke gøre. Er det da så svært at se om jeg havde godt eller fået det dårligere. Det var det åbenbart.
Den anden hjemmedims var her i dag, kiggede overfladisk på min fod, smækkede forbindingen på og strammede godt til, mens sagde jeg behøver ikke at tage den af om natten.
Jeg holdt min kæft, bare hun dampede af igen. Min fod er hævet, men det betød ikke så meget, jeg fik ikke nævnt mine voldsomme smerter, ved knoglen.
Det kunne hun nok alligevel ikke finde ud af. Forbinding på og hun gik, med den besked at de kører ikke ud til den slags med at hjælpe at få støttebind på. Væk var hun. Jeg kiggede ned på mine fødder og lagde mærke til højre fod var blevet lidt mørkere end venstre, dog ikke så meget. Nu lader jeg den være. Indtil jeg ikke kan holde ud at have den på. Så må jeg klare mig uden og tage mere smertestillende.
Hvad jeg gør nu med min fod?
Håber på det bedste, i dag er det Kristi flyvedag, imorgen hverdag, men bruges af de fleste som ferie dag og så er det weekend.
Der er ikke megen hjælp til når man bliver syg i ferie, hellig dage og weekender.
Det er lidt rystende, når man tænker på at især i ferie tiden kommer der mange turister især her til Djursland. Man kan kun håbe de ikke bliver syge, for der ikke megen hjælp at hente især, når Grenå akutafdelingen og akutbilen ryger ud af Djursland.
Jeg må ikke glemme de mange arbejdspladser der her sker der tit skader. skal de lukke ned og flytte til dyre storbyer så deres medarbejdere kan få hurtig kvalificeret hjælp hvis uheldet er ude. Nej, det kan ikke komme på tale, men en en del føler sig nok tvunget til det.
Jeg tænker på alle dem der bor alene, ældre og ikke har en fed bankkonto at trække på.
Forældre som er på laveste indkomst ikke har råd til bil, for st komme hen til sygehuset, når der er gået noget galt.
Jeg oplever og hører fra mange som, "kun" har banale kedelige sygdomme ikke bliver ordentligt hørt, især hvis man ikke lige kan finde de rette ord eller lyder syg nok.
Vi som har banale sygdomme og fattig røve, skal helst bo ved siden af et hospital/lægevagt. Vi skal stavnsbindet, den "store hvide kittel" som kun kan hjælpe dig der hvor lægen/behandleren er.
Det var bedre at lægerne/behandlere kører ud til dem der ringer og hjælper på stedet og derfra sender patienterne ud til de relevante afdelingen, så vidt muligt, uden først endnu engang skal ind i en akutafdelingen for så bagefter komme til den rette afdeling.
Hvordan kan vi komme denne udvikling tll livs. Samarbejde, flexabilitet, lydhørhed. Lægen behandlere må komme ned fra deres fastlåste holdning omkring en sygdom og deres snævre special viden. Menneske består af flere ting som hænger sammen også med diverse lægers special viden. De skal lære at tale et sprog som patienten forstår og ikke tale henover hovedet på folk.
Men patienter og pårørende må også tage sig sammen. De må lære ikke at stole blindt på lægers og behandlers måde at gøre tingene, spørg ind til det på en pæn måde.
Hjælper det ikke så må man klage over det.
Der er mange fejl kilder i vores sundhedssystem, en af de værste er, inden man bombardere folk med kemi se efter om alle grundelementer i kroppen er i orden, er der for meget eller for lidt, prøv at få styr på det først, sygdomsbilledet kan ændre sig.
Patienter og pårørende, vær opmærksom på de store forside overskrifter om den og den sygdom har de og de symptomer, man kan forbygge med medicin dit og dat.
Var det ikke bedre at forbygge med livstil ændring? Ændring af kostvaner, ændring af stressvaner?
Få lidt mere livs glæde, gør noget ved ensomhed, stress, elendig mad m. m. er med at gøre dig syg. Screeninger for dit og dat især kræft og diabetes kan gøre folk mere syge. Psyke og fysik hænger sammen om vi vil det eller ej.
Næste ting er at der brug for folk som ikke har berøringsangst eller måske har noget i klemme nogle steder i forbindelse med medicin, ikke tør tage ubehagelige beslutninger for det kunne gå ud over ens karriere.
Folk som tør sige fra, komme med andre synsvinkler på hvordan det kan løses. Folk de tør sætte stolen foran store medicin regninger, tør at sætte stolen for store magtfulde patientforeninger.
Folk som tør se os med banale kedelige sygdomme i øjnene og hjælpe.
Folk der tør gå imod skrankepaver som sidder med deres tal og lommeregnere, den slags mennesker burde være ude i det virkelige liv. Vi er mennesker som er opbygget forskelligt, fungere.forskelligt.
Snak mere sammen, fortæl overfor hinanden, hvordan i ser det fra jeres sted indbyrdes, patienter pårørende, læge og andre behandlere, vær ikke stivnakker og lyt til hinanden for at finde den bedste løsning. Smid de der lommeregner jonglører ud. De ser kun tal og sætter tal, men ikke hvad der er bag tallene, hvordan de opstår. Tingene hænger sammen.
Et eksempel.
Grenå akutafdelingen har i følge nogle tal kun i gennemsnit 2 besøg om dagen, øh og Randers sygehus er over belastet, hvorfor mon.
Jo en af grunden er nok, folk bliver sendt pr automatik til Randers selv om Grenå kunne klare en hel del. Hvem er ansvarlig for hvor folk bliver henvist til?
Dem der sidder der, glemmer at orientere om Grenå. Burde man ikke se lidt mere på det?
Sådanne ting sker også andre steder i landet udenfor storbys områderne